Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
Norges Nasjonallitteratur
3. opplag
Utgitt første gang 1880
Her trykt som i originalutgavene
Den engelske Lods
Utgitt første gang 1844
I
Længsel efter Land
«O, Kaptain, hvorhen, hvorhengaaer Seiladsen uden Ende?Nye Horizonter spændesig omkring mig ud igjen.Briggen alt i rastløs Fartsusende igjennemlænsteHundreder af samme Art,kun af Syner ombegrændste. Naar jeg tænkteFjernet endelig beseiret,falske Lande ned sig sænkteeller tvinte hen iveiret …Hundred Horizonter runde kom og svunde …hundred Himles Cirkelbunde,for hvem Punktet, hvori minetrætte Øines Nerveparkrydsende sig overskar,med en evig Helvedpinestedse samme Centrum var…Hundred Horizonter graae alt jeg saae, med en Grændse falsk som Bugten,angste Slange slaaer i Flugten,…graae, ja til Fortvivlen eense,mens—som Lupens grumme Stikkrybende Insekt forfølger—Zeniths blaa og hule Blikstirred paa vort Skib, den Prik,synlig knapt paa Havets Bølger.
O, Kaptain, nu har mod VestenFarten alt saa længe staaet,til det synes mig jeg næstener i Sind en Olding bleven,skjøndt mit Haar end ei er graatog min Kind ei rynkeskreven.Mens mit Øie uvilkaarligtsig i Regnbuspillet tabte,Skummets Sprøit derforud skabte,har jeg idetmindste fundet,mønstrende med strengen Sjel,at min Liv for største Deel meget daarligter som kastet Skum forsvundet.Og mon et Beviis vel bedrekræves kan af Bedstefædrepaa at jeg, tilhavs omdreven,oldingviis tilsidst er bleven? Dage mange,aaretunge, aarelange,bort erindringsløse flydte,uden Spor, som Kjølvandsstriben,i en Masse sammengydtehine sjunkne Skyer liig,snigende sig sagtelig,—have svalet Panden medkolden Alderdomsbegribeni dens øde Kjedsomhed, standset Blodet,tæmmet selve Utaalmodet,skabt det om til sløven Fred.Thi af Havets og de tommeSkyers Øde har jeg smagtAlderdommens, der vil komme,følt den Taage, som vil spindesig om Gubbens nøgne Tinde,forud om mit Hoved lagt.
O, Kaptain, giv mig et Ord!Tryk mig med din Haand, den kjække,at mig Tanken ei skal skrække,at jeg i en Dødningsnekkekommen er ved List ombord!Styrmand, giv mig din! Kom an,Baadsmandsmath og Tømmermand!I Matroser, mine Venner,rækker mig de brune Hænder!dræber med et kraftigt TagAngsten i mit Hjerteslag!Thi, skjøndt Daare meer end Synder, dog begynderdenne Vei med sporløst Fjed,denne dumpe Eensomhed,fælles, Katakombens liig,mægtigt at forfærde mig.Her paa Oceanets Steppe,saa evindelig ensformig,ikke stille, ikke stormig,maalløs, da dens Grændser fly,—under Luftens dalte Teppe,dette blaagraa Himmelhvælv,—er det ei, som om Vi selv(en fordømt Skindødningskare)jordede tilsammen vareunder samme Tag af Bly?—stivt i Stirren paa hinandenSidemand paa Sidemanden:Han i Hiins og Hiin i HansØjes brustne døde Glands,uden Rørelse og Mæle,skjøndt med fuldtbevidste Sjele?
O, en Egg kun af et Skjær,Striben af et Fuglevær,Ryggen af en liden Holme,skjøndt, som yre Hvals og olmeKobbes børstereiste sorte,i Sekunden atter borte,vilde være i min Plagenyfødt Verden at opdage—o et Tankens Paradiis,hvor den vilde bli'e tilbage,Skibet givende til Priis! Brune Tare, Tangens Klasevilde være blommet Grøntpaa Forsmægtendes Oase,Himmelens Forsonin